GLA:D Ryg – et tilbud til dig der er besværet af rygsmerter

Er du besværet af rygsmerter? Så kom på GLA:D ryg! 

GLA:D® Ryg er et forløb målrettet personer med tilbagevendende eller længerevarende rygsmerter. GLA:D® Ryg er udviklet af forskere og behandlere på Syddansk Universitet, og er bygget op omkring alle de principper, vi ved har størst effekt på rygsmerter. Forløbet tilbyder viden om rygsmerter og vejledt, individualiseret træning for at give dig redskaber til selv at kunne styre dine rygsmerter i højere grad, også efter forløbet er afsluttet.  

Du skal afsætte tid til 2 ugentlige træninger i ugen, samt 1 teoriundervsining (2 timer).  

Kom i gang med forløbet: 

For at komme i gang skal du kontakte klinikken og bestille tid til en forundersøgelse. Her vil du blive undersøgt og testet af en af vores certificerede GLA:D® Ryg fysioterapeuter: 

Nedenstående kan du læse lidt mere om GLA:D® Ryg forløbet: 

  • En forundersøgelse (60 min.) 

Her vil vi undersøge dig og din problemstilling, og i fællesskab vurdere om et GLA:D® Ryg forløb er det rigtige for dig, samt om der er andre relevante tiltag, du kan overveje. I forundersøgelsen indgår 4 simple funktionstests. 

  • 2 timers patientuddannelse (teoretisk viden om "ondt i ryggen") 

Den teoretiske undervisning har fokus på information om ryggen og rygsmerter og derudover på, hvordan du på bedst muligt kan håndtere dine smerter og det at have ondt i ryggen. Undervisningen foregår med resten af holdet. 

  • 16 gange superviseret holdtræning (praktisk) 

Holdtræningen foregår altid under supervision af en fysioterapeut. Ved hver træning justeres du både i udførelsen af hver enkelt øvelse, men også i sværhedsgraden af dem. 

  • Individuel opfølgning 

Du re-testes og forløbet evalueres. Herudfra aftales evt. plan for fremtidig fysisk aktivitetsniveau. 

Generelt om rygsmerter: 

Rygsmerter er noget de fleste mennesker oplever. Hos nogle er det lette, forbigående gener, mens andre er stærkt begrænsede i deres hverdag i årevis eller igen og igen. 

Smerter opstår, når du bliver udsat for større belastningerne, end de ressourcer du har. Det handler både om fysisk belastning på led og muskler, din måde at bevæge dig på og om dine mentale belastninger i form af for eksempel træthed eller bekymringer. Styrken af smerter hænger ikke særligt godt sammen med, hvad der sker i ryggen. Smerter er en alarm, der forsøger at få os til at gøre noget, men ligesom en røgalarm ikke fortæller om der er røg fra et stearinlys eller en stor brand, fortæller smertealarmen ikke, hvad der er galt. Derfor kan det være svært at blive klog på sine smerter. 

Der er videnskabelig dokumentation for god effekt af vejledt træning, generel fysisk aktivitet, manuel behandling og af at få viden om rygsmerter.