Hovedpine100-sh-sk

Hovedpineklinik

Hovedpineklinik

Hovedpine er for mange et velkendt problem og ca. 80% af os danskere oplever hovedpine i løbet af et år, hvilket er årsagen til, at hovepine er hyppigste årsag til at opsøge sin læge.

Vi har i Arkadens Fysioterapi sat ekstra fokus på hovedpinebehandling og arbejder ud fra nyeste evidens i vores undersøgelse og behandling af din hovedpine. Der findes mange forskellige slags hovepiner, som kræver forskellige behandlinger, og for at hjælpe dig bedst muligt starter behandlingsforløbet med en grundig samtale om dig og din hovedpine. Derefter udføres en undersøgelse for at klassificere hvilken type hovedpine du har, og hvad der kan gøres.

Rigtig mange hovedpinetyper har større eller mindre involvering fra nakken og mange gange er optimal hovedpinebehandling at løse nakkeproblemet. Dette kan gøres med f.eks. mobilisering/manipulering, øvelser, holdningskorrektion, ergonomivejledning og information.

I de tilfælde, hvor hovedpinen ikke er et fysioterapeutisk problem, hjælper vi dig hurtigt videre til den rette behandling, hvilket kan være din læge eller neurolog.

Nedenfor er listet de 3 mest almindelige hovedpinetyper:

  • Nakkehovedpine (cervikogen hovedpine)

Nakkehovedpinen mærkes oftest kun i den ene side af hovedet. Den er forbundet med nakkesmerter og man kan have en fornemmelse af at hovedpinen starter i nakken og trækker op i den ene side af hovedet, som en strammende/pressende fornemmelse.

Hovedpinen skyldes ofte:

  • Nedsat bevægelighed i nakken
  • Nedsat styrke og udholdenhed i nakkens muskulatur

Når nakkeproblemet er løst vil hovedpinen meget ofte forsvinde.

  • Spændingshovedpine

Spændingshovedpine mærkes i begge sider af hovedet og beskrives ofte som et pandebånd eller en hjelm der strammer.

Der kan være mange årsager til spændingshovedpine, og det er derfor vigtigt med undersøgelse af:

  • Nakke
  • Kæbe
  • Ansigtsmuskulatur

Din spændingshovedpine har desuden positiv effekt af regelmæssig motion og din fysioterapeut kan vejlede dig i opstart eller træningsoptimering ift. din spændingshovedpine.

  • Migræne

Migræne er oftest en meget kraftig pulserende hovedpine i den ene side af hovedet. Den kommer i perioder og varer typisk fra 4 timer til 3 døgn, hvor man ud over hovepine også lider af kvalme samt lyd- og lysoverfølsomhed.

Migræne behandles bedst med medicin fra din egen læge eller neurolog. Men der findes ofte en underliggende ”hverdagshovedpine”, f.eks. en nakkehovedpine, som ved behandling kan nedsætte hyppigheden af migræneanfald.

Desuden har regelmæssig motion imellem migræneanfaldene vist sig at have en positiv effekt på hyppigheden af migræne og din fysioterapeut vil kunne vejlede dig i opstart eller træningsoptimering ift. din migræne.