traening-top

Holdbeskrivelser

Ryghold - Niveau 1

Holdet er for dig, der har eller har haft et rygproblem, hvor behandlingen er træning til at komme ud af det eller for at forebygge et tilbagefald.

Holdet har fokus på at gøre din ryg stærk og smidig igennem fx bevægelighedstræning og let styrketræning.

Der trænes både med egen kropsvægt, lette håndvægte, bolde osv., således timerne varieres fra gang til gang.

Der er plads til alle på hvert sit niveau, da fysioterapeuten hjælper dig med at finde dit niveau og tilpasse øvelserne efter det, samt guider dig i at udføre øvelsen korrekt

Ryghold niveau 1 er lettere/mindre belastende træning end ryghold niveau 2.

 

Ryghold - Niveau 2

Holdet er for dig, der har eller har haft smerter i ryggen, der nu ikke begrænser dig  i fysisk aktivitet.

Ryghold 2 er derfor også et vedligeholdende hold, der er med til at forebygge tilbagefald ved at styrke og smidiggøre din ryg.

Timerne indeholder både styrketræning med og uden vægte, bevægelighedstræning samt konditionstræning. Træningen varieres fra gang til gang, og du kan være med på dit eget niveau, da fysioterapeuten guider dig i øvelserne, så de passer til dig i sværhedsgrad, samt guider dig i at udføre øvelsen korrekt.

Ryghold niveau 2 er hårdere/mere belastende træning end ryghold niveau 1.

 

Fedt for fight

FFF er et hold med både konditionstræning og styrketræning. Timen er opbygget af ca. en halv times cykling på kondicykel og en halv times styrketræning sammen eller som cirkeltræning.

Der kan også være udstrækning og afspænding. Holdet er for dig, der ønsker at forbedre din udholdenhed og styrke af den ene eller anden grund. Timerne varieres fra gang til gang. Der er plads til et godt grin og alle kan være med, da fysioterapeuten tilpasser øvelserne til dine skavanker eller smerter.

 

Yoga

Yoga er for dg, der ønsker at træne og forbedre din smidighed, styrke, balance og kropsbevidsthed samt at give slip på stress og spændinger. Dette gøres igennem stræk i forskellige yogastillinger og dynamiske yogaøvelser. Timen er for alle også for dig med smerter eller skavanker, da fysioterapeuten justerer øvelserne til netop dit niveau og tager hensyn til de udfordringer du har.

 

HIIT

HIIT står for høj intensitets intervaltræning og er et tidsbesparende hold på kun 30 min. Formålet er at forbedre kondition, hvorfor træningen forgår på kondicykel med opvarmning efterfulgt af intervaller og til slut nedkøling. Holdet er for dig, der igennem motion ønsker at reducere omfanget af og forebygge en lang række livsstilssygdomme som type 2-diabetes, for højt blodtryk, kolesterol, stress el.lign. Holdet er også oplagt, hvis du ønsker at forbrænde kalorier med henblik på et vægttab og/eller bare at forbedre eller vedligeholde din kondition.

 

Pilates

Pilates er en træningsform, der fordyber sig i at træne din muskelbalance, kropskontrol, smidighed og bevægelseskvalitet samt hjælpe til en bedre holdning.

Timen indeholder derfor både udstrækningsøvelser og afspænding samt styrketræning med kroppens egen vægt, særligt med fokus på kroppens center (de dybe mave- og rygmuskler).

Vejrtrækningen bruges aktivt under øvelserne, hvilket giver en god fordybelse og koncentration.

Timen er for alle også selv om du har smerter eller led problemer.

Fysioterapeuten guider dig igennem øvelserne og tager hensyn til dine evt. skavanker og smerter, så øvelsens niveau tilpasses dig.

Pilates deles ind i flere forskellige niveauer, hvor niv. 1 er for dig der er begynder og niv. 2 er for dig der før har gået til pilates.

Derudover har vi seniorpilates der er målrettet seniorer.

 

Skulderhold - TRX

Holdet henvender sig til patienter med skulder- og/eller nakke/øvre ryg problemer.

Før holdstart skal patienten til en forundersøgelse hos en af klinikkens fysioterapeuter. På baggrund af undersøgelsesfund vil fysioterapeuten vurdere, om holdtræning er relevant for problematikken.

Typisk starter holdtræningen ved fælles opvarmningsøvelser for både skuldre og ryg. Derefter foregår træningen enten ved fælles øvelser eller ved cirkeltrænings princippet, hvor holddeltagerne skiftes til at gennemgå forskellige øvelsesstationer.

Formålet med træningen er at øge styrke, stabilitet og bevægelighed omkring skulder og øvre ryg samt have fokus på en korrekt holdning.

Fysioterapeuten guider dig igennem øvelserne og tager hensyn til dine skavanker og smerter, så øvelsens niveau tilpasses dig.

 

 Skulderhold - træningssalen

Holdet henvender sig til patienter der har problemer med skulder og nakke.

Specielt henvender holdet sig til dem, der er skulderopereret og kommer med en kommunal genoptræningsplan.

Alle der starter på dette hold har fået udarbejdet et individuelt træningsprogram der er specialiseret til patientens problematik. Man bliver grundigt vejledt i sine træningsøvelser af den undersøgende terapeut og vil under hele forløbet, have mulighed for at blive superviseret i træningsøvelserne.

Formålet med træningen er at øge mobilitet, stabilitet og øge muskelstyrken omkring skulderbæltet, samt styrke bevidstheden omkring den gode holdning.